Blogindlæg

DEL 2 – Monica & Andreas’ boligjagt

Følg med i Monica & Andreas’ boligjagt, hvordan deres drøm blev virkelighed og hvordan forventninger til noget som skulle være en overskuelig proces blev alt andet med baby og nyt job.

 

“Boligsiden.dk blev vores mest besøgte hjemmeside. Vi satte utrolig mange forskellige søgekriterier op. Vi drømte os væk og så muligheder i alle de huse, som vi fandt interessante online. Vi Googlede adresser, undersøgte områder på kryds og tværs. Meldte os ind i forskellige Facebook-grupper for at kunne kommunikere med familier, der allerede boede i de områder der var interessante for os. Jeg undersøgte alt lige fra indkøbsmuligheder, institutioner, kulturliv, tilbud for ny baby og mor under en kommende barsel.

Vi drømte om skovbørnehave, masser af smuk natur, men også butiksliv, kulturtilbud og fællesskaber. Vi ville helst have det hele. Når vi havde været ude på en interessant fremvisning, så gik vi for alvor hjem og undersøgte området.

Dingeo.dk og naborapporten.dk var to faste sider vi altid benyttede. Ellers skrev vi ud på vores facebookprofiler med efterlysninger på personlig erfaring med et givent boligområde. Jeg forsøgte virkelig at vende hver en sten.

Jeg var spændt og meget nervøs for at flytte ud af byen og stifte stor gæld, som ville fange mig og inddrage min frihed. Det var sådan jeg havde det. Min store frygt var at ende som hr. og fru Danmark. Leve et liv som alle andre og uden økonomisk frihed til spontane oplevelser, rejser og forkælelse. Jeg skiftede mellem at elske at være på boligjagt og så hade det! Hade det fordi det for mig betød et skridt nærmere et bundet liv. Og så hade jeg det, fordi det tog al vores tid. Tid fra hinanden og tid fra vores baby.

Søndage var en mærkelig blanding af forventningsglæde (tænk nu hvis det næste hus var lige præcis det vi ledte efter) og stress (hver eneste søndag gik med et køre rundt og snakke med den ene smarte ejendomsmægler efter den anden og HOLD NU OP, hvor findes der mange virkelig irriterende ejendomsmæglere, som ikke aner en dyt om hverken huset eller området de forsøger at sælge. Vi havde kontakt til én ejendomsmægler ud af de utrolig mange vi mødte, som vi synes var en fornøjelse at tale med. Desværre ikke ham, der havde huset til os)

Man bruger ufattelig meget tid på huskig. Det selvfølgelig en stor livsbegivenhed som er fyldt med meget glæde og mange drømme men også virkelig opslidende på så mange måder, hvis man har det som jeg. Jeg vil gerne have hus og have (som mor ønsker jeg at min søn skal vokse op på samme måde som jeg), men som individ vil jeg gerne blive i byen, men midt i naturen, have en masse kulturelle tilbud i gåafstand, men bo uforstyrret uden trafikkens irriterende lyde, i stort lækkert hus og smuk natur have. hele pakken må ikke koste mere end at vi stadig har økonomisk frihed i hverdagen. Jo jo det var en ”meget let” opgave, og vi har endda en ganske fin økonomi, hvis man ser på lønindkomst – Vi har selv haft en stor sum penge at smide ind i hushandlen grundet salg af vores lejlighed og opsparing. Vi fandt ud af at det gør virkelig en stor forskel på ens muligheder.”

Del 3 udkommer i næste uge

Monica & Andreas - del 2

Indlæg skrevet af Monica