Blogindlæg

DEL 3 – Monica & Andreas’ boligjagt

Følg med i Monica & Andreas’ boligjagt, hvordan deres drøm blev virkelighed og hvordan forventninger til noget som skulle være en overskuelig proces blev alt andet med baby og nyt job.

 

Vi havde mange snakke med Maria W. Bach, Housing People om vores drømme og vores muligheder.

I en periode var vi på boligsiderne hver eneste dag og weekenderne gik med at tage rundt og se på dem. Jeg havde aldrig troet, at Karlslunde skulle være et muligt område, så tog slet ikke med ud og så på huse i det område til at starte med. Andreas fik overbevist mig om, at det var et besøg værd. Jeg var noget skeptisk. Karlslunde har strand og natur og et rigt idrætsliv. Andreas havde forelsket sig i et hus direkte ud til et grønt område i gå afstand til stranden, skolen og i idrætsfaciliteter. Huset var rigtig lækkert, men jeg var langt fra overbevist. Små værelser, ingen kælder eller loft til opbevaring og huset var kun på 137 m2.

Vi så huset første gang i august. Da var det sat til salg hos en ejendomsmægler kæde. Det var en sød men meget uvidende ung gut der primært stod for netop salget af dette hus. Jeg undrer mig virkelig over at denne ejendomsmægler sælger huse til flere millioner, men ikke har sat sig ind i området og dets mange muligheder. Hvordan kan man egentlig være ejendomsmægler i et geografisk bestemt område uden at vide noget om skoler, institutioner, indkøbsmuligheder, foreningsliv osv.? Nu er jeg heldigvis typen der undersøger ting grundigt. Men hold nu op hvor findes der mange dårlige ejendomsmæglere. Man køber ikke kun et hus men man køber sig også ind i et område, så kære ejendomsmæglere derude, sæt jer ind i hvad i sælger.

Huset i Karlslunde blev vi ved med at vende tilbage til. Min mand var forelsket, det var jeg ikke. Jeg så alle hullerne i osten. Og at huset lå i Greve kommune og ikke Solrød kommune begyndte jeg nu også at bilde mig ind havde en betydning. Tror ikke jeg fornærmer nogen ved at sige, at det er lidt finere at bo i Solrød kommune end i Greve kommune.

Det tog noget tid før jeg begyndte at se fordelene ved huset i Karlslunde. Det havde masser af wauw-effekt. Med skole og idrætsfaciliteter i meget tæt afstand skal vores børn ikke krydse veje eller have lang transport tid. Huset har den skønneste udsigt til et stort fredet område, hvor rådyr holder til. Ja de kommer sågar også gerne helt op i haven for at spise. Huset og haven stod fuldstændig indflytningsklart. På vejen bor der endda også en lille dreng på vores søns alder. Ejerudgifterne var væsentlig lavere end i Solrød. Da jeg endelig var klar til at handle på huset, blev det bogstaveligt solgt for næsen af os. Vi brugte en del tid på at sunde os over det tab.

Pludselig en lørdag aften dukkede huset op på boligsiden.dk igen. Det måtte være en fejl. Vi vidste at det andet par som havde udvist interesse også havde brugt meget krudt på at overveje husets muligheder, blandt andet for at bygge til. Vi ringede straks til den nye ejendomsmægler, som nu stod for salget. Søndag morgen ringede han os op og sagde, at det ikke var en fejl, men at handlen var gået i vasken. Vi tog ud og så på huset endnu en gang. Skæbnen ville, at der var opstået en vandskade som vi ville have helt styr på inden vi slog til. Heldigvis var skaden kun i et opmuret skur og havde ingen større betydning. Vi slog til og denne gang skrev vi under på købsaftalen. Vi havde nu tre måneder til at få finansiering på plads og sælge vores elskede andelslejlighed i Vanløse.

Del 4 udkommer i næste uge

Monica & Andreas - del 3

Indlæg skrevet af Monica